Din tekst

Jeg er foredragsholder, cand. mag. dansk og religion samt lektor emerita. 

Jeg er født i 1953 og er vokset op i Sydslesvig som en del af det danske mindretal, senere i en sydsjællandsk præstegård. Mine universitetsstudier foregik på Københavns Universitet, og siden da har jeg boet og arbejdet forskellige stedet i landet; den længste tid   på det hyggelige Falster.  Nu er jeg pensioneret og er flyttet til Frederiksberg. Så jeg har god tid til at holde foredrag.

I 1980erne arbejdede jeg som universitetslærer, højskolelærer samt som freelancejournalist på DR. Siden min studietid har jeg skrevet enkelte  bøger: bl.a. -men størst er kærligheden. Eline Boisens erindringer fra forrige århundredes midte (sammen med to søstre og to kusiner), samt Grundtvig og Marie – en fortælling fra Rønnebæksholm (2007), som netop er kommet i en ny udgave. Derudover har jeg været medarbejder på Nordisk kvindelitteraturhistorie.

Min journalistiske virksomhed tog jeg op igen i 2011; i kanp to år var jeg fast ugentlig  paneldeltager på det lytterbaserede samtaleprogram Iben og mødregruppen på Radio24syv.

Siden 1986 har jeg været fortæller/ foredragsholder over hele landet i mange forskellige sammenhænge: sognemøder, højskoler, folkeuniversitetet, gymnasier, højskoleforeninger, mødreklubber, ældreforeninger m.m.. Emnerne er bredt inden for litteratur, historie og religion, bl.a. kvindeportrætter samt forfatterportrætter af bl.a. H.C. Andersen, Herman Bang, Karen Blixen, Kerstin Ekman, Thomasine Gyllembourg, Peter Høeg, I. P. Jacobsen, Selma Lagerlöf. Desuden holder jeg kulturhistoriske foredrag, f.eks. om Julen i det gamle Norden/ julens kulturhistorie samt om Brylluppets kulturhistorie (med eksempler fra biografier, litteratur og kunst). Mit nyeste foredrag er sammen med Jens Grøn, violinist og tidl højskoleforstander - om kærlighed i en sen alder, formidlet gennem fortælling og fællessang hvor Jens accompagnerer på violin.

I 2015 havde vi i Danmark 100 års jubilæum for kvindernes stemmeret. Jeg er i den sammenhæng naturligt nok optaget af at holde foredrag om min oldemor Jutta Bojsen-Møller, som var en af de helt centrale skikkelser i den tidlige kvindebevægelse. Desuden fortæller jeg om hendes mor, præstekonen Eline Boisen der i midten af 1800-tallet skrev sin erindringer i 48 stilehæfter, erindringer som jeg var med til at udgive i 1985 med titlen: - men størst er kærligheden.

 

 

 

 

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk