Din tekst
Jutta Bojsen Møller eller ”Mor Jutta”, som hendes tilhængere yndede at kalde hende, var en af Danmarks stærke forkæmpere for kvindernes stemmeret, og da loven om almindelig valgret blev vedtaget i Folketinget i d. 5.juni 1915, brød hun det høje tings regler for passende opførsel og råbte hurra oppe fra tilhørerlogen, - et rungende hurra, der rev de andre tilhørere med. På denne dag blev loven om almindelig valgret indført i Danmark, og over 12.000 kvinder gik i optog gennem København for at fejre at de endelig langt om længe havde fået fuldt medborgerskab. Forrest gik fanebærerne, unge kvinder i hvide kjoler med røde ordensbånd. Umiddelbart efter kom deputationen, de sortklædte, gamle frontkæmpere som først mødte op på Amalienborg, hos kongen, Christian X for at overvære underskrivningen af den nye grundlov, dernæst i Rigsdagen for at være vidne til overrækkelsen. Imens gik de mange tusinder af nye medborgere i et langt glædesoptog gennem Københavns gader; de gik rolig og reglementeret igennem byen, arm i arm, på række og geled, hyldet af glade tilskuere. København var på den anden ende; dagens midtpunkt var i følge avisreportagerne gamle fru Jutta, der var alderspræsidenten, men som virkede mest ungdommelig, og som strålede ”som en Sol, og hvert Øjeblik maa hun standse for at blive snap-shot’tet.” (København 6.6.1915)[1]
Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Jutta ville blive en af frontkæmperne i kampen for kvindernes ligeberettigelse. Jutta blev født i 1837 og voksede op i en grundtvigsk præstegård, barndommen på Sjælland og ungdommen i Slesvig. Men på trods af begyndende demokratiske bevægelser var midten af 1800 tallet et stærkt patriarkalsk Danmark, hvor en piges bestemmelse var at blive gift; først gik hun under faderens formynderskab, dernæst under mandens. Juttas far, Fritz Engelhardt Boisen, tilhørte inderkredsen omkring Grundtvig, og hendes mor, Eline Boisen, er i dag kendt for at have skrevet sine erindringer, hvori hun med stor detaljerigdom skildrer sit liv og sin tid. Jutta voksede op i et hjem der var stærkt præget af politiske diskussioner, så hun fra barnsben af fik politik i blodet. I løbet af 1840erne blev hendes far, Boisen optaget af kampen for demokrati, mens moderen forblev tilhænger af enevældens standsinddelte samfund. I 1848 blev Boisen valgt ind i Den grundlovgivende Rigsforsamling, og her kæmpede han ikke kun for bondens, men også for husmandens demokratiske rettigheder. I præstegården i Skørpinge blev der diskuteret så taget løftede sig, og faderen tog sine ældste børn med på råd og indviede dem i sine politiske overvejelser: Om ikke de syntes at husmændene skulle have stemmeret ligeså vel som gårdmændene? Jo, det syntes de da rigtignok. ”Vores Husmand Jeronimus var da ligesaa klog som en Gaardmand ved siden af, der kom fuld hjem, hver Gang han havde været i Staden, saa vi skrev til Fader, at han skulde da endelig have Stemmeret fremfor Gaardmanden.”[2]
Jutta fik m.a.o. fra en tidlig alder politik ind under huden. Selvom hendes mor kæmpede for at få ret til at sige sin mening, var der ingen der satte spørgsmålstegn ved, at faderen var familiens overhoved, og at sønnerne skulle på latinskolen. ingen formel uddannelse, på trods af at hun var godt begavet. Døtrenes bestemmelse var at blive gift, og Jutta blev som 19 årig gift med den 22 år ældre sognepræst Frederik Ditlev Møller. Forældrene var noget betænkelige ved den store aldersforskel, men Jutta ville have den høje, flotte bejler på den grå ganger, en fornem Frederiksborghest som han havde fået foræret af baronen Retz Thott, mens han var huslærer og skytte på Gavnø. Møller og Jutta var først præstefolk i Sejling-Sinding ved Silkeborg, senere i Marvede ved Næstved. Præstens vigtigste indtægt var gårdens drift, og Jutta, der intet husgerning havde lært hjemmefra, fik nok at se til som madmor for en stor selvforsynende husholdning samt mor en stor børneflok. Møller og Jutta havde et harmonisk og dynamisk arbejdsfællesskab, både på gården og i sognet; og der var ingen der bestred at det var Møller som var familiens overhoved. Præstegården blev sognets gæstfrie midtpunkt, hvor alle var velkomne, og hvor man kunne komme med sine glæder og sorger. Der var i sig selv rigeligt at se til som madmor for en selvforsynende husholdning og en stor børneflok, bestående af seks sønner og to døtre; men den store opgave som præstekone i et landsogn udfyldte Jutta energisk og udadvendt. Hun var forsanger i kirken, tog på sygebesøg med sin mand og samlede sognets unge piger til højtlæsning og håndarbejde. De unge piger lærte hun at hækle hårnet, og de blev belært om, at de sm gifte koner ikke skulle benytte den traditionelle, lukkede konehue, den gifte kones værdighedstegn, men udskifte denne med et hæklet hårnet, der gav mere luft til håret.
Sammen med sin mand var Jutta ydermere stærkt engageret i den grundtvigske bevægelse. Hvert år tog de den lange rejse til København på Grundtvigs fødselsdag til vennemøderne på Grundtvigs fødselsdag, d. 9. september. Så da hun som præstekone i Marvede, blev opfordret til at blive højskolemor (dvs. økonoma og lærer) for en ny højskole i Sorø, slog hun til med det samme. Herefter var hun i en årrække højskolemor, først i Sorø på højskolen Boisens-Minde, senere på Grundtvigs højskole i Lyngby og endelig på broderens højskole, Rødkilde på Møn, i alt fra 1888 til 1909. I begyndelsen havde hun sin aldrende mand ved siden side; men Møller døde i 1894, og det var et lykketræf for Jutta at hun herefter selv kunne tjene til dagens brød, for hun fik ingen enkepension. Det havde præstegårdens økonomi ikke rakt til, og hun kæmpede herefter en sej kamp for at alle hendes seks sønner fik en akademisk uddannelse.
Hendes netværk i de grundtvigske og venstrepolitiske kredse var vidtstrakt, ikke bare i Danmark, men også i Norge og Sverige. Dette var en af grundene til, at hun i 1894 - uden selv at være medlem - blev opfordret til at blive formand for Dansk Kvindesamfund, et hverv hun påtog sig fra 1894 og helt frem til 1910, og igennem dette arbejde voksede hendes engagement i kampen ofr kvindernes ligeberettigelse. Kimen til hendes interesse for kvindesagen var lagt gennem venskabet med digterpræsten Christian Hostrup og dennes hustru, Elisabeth Hauch. Begge var de medlem afDansk kvindesamfund, og det var Elisabeth Hauch, som pegede på Jutta som mulig formand. Jutta følte ikke selv at hun havde de rette kvalifikationer til at være foreningens formand, og i øvrigt var hun slet ikke medlem af denne lille eksklusive københavnerforening. Men efter skyndsomt at melde sig ind, accepterede hun valget og beroligede sig selv med, at hun jo havde ”bajonetterne i ryggen”, de mange grundtvigske højskoler rundt om i landet. Men her havde hun gjort regning uden vært. De patriarkalsk styrede højskoler var ligesom arbejderbevægelsen ikke videre begejstrede for tanken om kvindens ligestilling, så i første omgang meldte kun en lærerinde fra Silkeborg højskole sig ind.
Jutta Bojsen Møller viste sig at være det helt rigtige valg. Det viste sig hurtigt, at Jutta havde politik i blodet. Hun gik efter målet og lod sig ikke gå på af interne uenigheder om strategien. Hun rejste Danmark tyndt for at oprette nye kredse og for at agitere for ”lige Ret for Mand og Kvinde”. Der blev i hendes formandsperiode oprettet over 100 kredse og samtidig voksede medlemstallet fra 1000 til 7000 medlemmer. Under hendes 17 år lange formandskab voksede Dansk Kvindesamfund fra at være en lille borgerlig, københavnerforening til at blive en landsdækkende organisation. Gennem udnyttelse af sine politiske forbindelser, et særligt gåpåmod samt en særegen forhandlingsevne blev hun en primus motor til at skabe større og større opbakning for kvinders valgret og valgbarhed. Der var i konservative kredse en stærk modstand mod kvindens ligestilling. I den forbindelse opsøgte Jutta de enkelte konservative rigsdagsmedlemmer for at overbevise dem om det rigtige i give kvinderne stemmeretten. Hun tilhørte samtidig de første pionergenerationers forsigtige og konsensussøgende holdning. Det var hende magtpåliggende at understrege at kvinderne ikke forlod de hjemlige kødgryder, og at de ikke ville konkurrere mændene ud af staten, og at hjemmet ikke ville blive en kampplads. Tværtimod, mænd og kvinder skulle arbejde sammen i staten som gode kammerater; og kvindernes særlige område ville fortsat være moderrollen og husarbejdet. For at sikre at kvinder kunne blive dygtige husmødre, stod Jutta bag oprettelsen af Danmarks første husholdningsskole i 1886, Sorø Husholdningsskole. Meget sigende blev et af hendes mottoer: ”Vær Kvinde og ikke Mand. Følg dit Hjerte og Brug din Forstand”.
Da hun som 74 årig ophørte med at arbejde i højskolens tjeneste, kastede hun sig i stedet over foredragsvirksomheden, og igennem en lang årrække rejste hun som foredragsholder landet tyndt, - der var ikke den by, hun ikke besøgte. Hun førte samtidig en omfattende korrespondance med slægt, venner og hengivne tilhængere. Kort før sin død nedfældede hun en række erindringsbilleder i Træk fra et langt liv. Hendes fortælling har et mundtligt præg over sig; man mærker, at hun talrige gange har fortalt sin historie både for børn og højskoleelever, siden hen også for tilhørerne på foredragsrejserne. I Træk fra et langt liv takker den gamle, scenevante høvding af ; - ”Mor Jutta” benytter lejligheden til at nedfælde nogle hyggelige og idylliske erindringsbilleder, livets stjernestunder, - den gamle fortæller ser grundlæggende sit liv som lyst og lykkeligt.
Jutta bevarede en utrættelig energi frem til sin død som 89 årig. Det var, som hun besad en granitagtig urkraft. Med sin ungdommelige og karismatiske udstråling tryllebandt hun folk, når hun steg op på talerstolen. I vanskelige forhandlinger udviste hun politisk tæft og en god portion snuhed, og hun formåede at gyde olie på vandene og at få modsætninger til at mødes. - Mor Jutta” blev en markant, samlende førerskikkelse, en af pionererne i kampen for lige ret for mand og kvinde, det fejrende midtpunkt i kvindernes valgretsoptog igennem København, d. 5.juni for hundrede år siden.