Nyt foredrag sammen med Jens Grøn, violinist og tidl. forstander på Vestbirk højskole.
Kærlighed i en sen alder - formidlet gennem fortælling og fællessang
Vi havde begge mistet vores ægtefælle, da vi en vinterdag mødtes til et konvent ved Mossø, hvor jeg var med som gæst. Vi kom til at sidde ved siden af hinanden ved kaffebordet og begyndte på en samtale om vores tab af ægtefælle, og hvordan vi hver især havde reageret.
Jeg kendte Jens Grøn af omtale, fordi han var en markant højskoleforstander, da jeg selv var højskolelærer på Skælskør folkehøjskole i 1980erne. Min mand havde dengang et vist samarbejde med ham, og rent faktisk havde Jens besøgt os i forbindelse med, at han afholdt et Syng i den blå på vores højskole. Det havde jeg dog ingen erindring om.
Mødet i Mossø blev begyndelsen til en længere samtale, uden at vi dog umiddelbart derefter mødtes, selvom vi gerne ville. Corona-epidemien satte en stopper for det; men i stedet ringede og skrev vi til hinanden i en uendelighed, og vi blev hurtigt klar over, at vi var ramt af ”kærlighed i Coronaens tid.” Efter nogle måneder fik vi mulighed for at mødes, og dette bestyrkede kun denne følelse.
Meget binder os sammen på trods af en aldersforskel på 11 år: en grundlæggende fælles livsindstilling samt en tidlig barndom i grænselandet og det grundtvigske præstegårdsmiljø med en stærk sangtradition, og det er naturligt for os at synge sange og salmer og at lære nogen af dem udenad. Vi har så at sige sunget os sammen. Samtidig har vi været barn og ung i hver sin tidsperiode, hvilket har givet os vidt forskellige input og erfaringer.
I dette foredrag vil vi blande fortællingen om vores møde med de sange og salmer som har betydning for os, bl.a. Stine Pilgaards Fortabt er jeg stadig med den indledende verselinje: Vi mødtes i sne. Nogle af sangene synges i fællesskab, og Jens, som er uddannet violinist, vil akkompagnere på violin eller klaver.
En fortælling gennem sange og ord om at finde sammen i en sen alder.
Jeg er foredragsholder og gymnasielektor samt cand. mag. dansk og religion. Her er en af mine særlige interesser retorik og mundtlig formidling. At undervise de unge i kunsten at formidle er en naturlig konsekvens af at jeg elsker at fortælle og formidle min viden.
Jeg er født i 1953 og er vokset op i Sydslesvig som en del af det danske mindretal, senere i en sydsjællandsk præstegård. Mine universitetsstudier foregik på Københavns Universitet, og siden da har jeg boet og arbejdet forskellige stedet i landet; den længste tid på det hyggelige Falster. Nu er jeg pensioneret og er flyttet til Frederiksberg. Så jeg har god tid til at holde foredrag.
I 1980erne arbejdede jeg som universitetslærer, højskolelærer samt som freelancejournalist på DR. Siden min studietid har jeg skrevet enkelte bøger: bl.a. -men størst er kærligheden. Eline Boisens erindringer fra forrige århundredes midte (sammen med to søstre og to kusiner), samt Grundtvig og Marie – en fortælling fra Rønnebæksholm (2007), som netop er kommet i en ny udgave. Derudover har jeg været medarbejder på Nordisk kvindelitteraturhistorie.
Min journalistiske virksomhed tog jeg op igen i 2011; i kanp to år var jeg fast ugentlig paneldeltager på det lytterbaserede samtaleprogram Iben og mødregruppen på Radio24syv.
Siden 1986 har jeg været fortæller/ foredragsholder over hele landet i mange forskellige sammenhænge: sognemøder, højskoler, folkeuniversitetet, gymnasier, højskoleforeninger, mødreklubber, ældreforeninger m.m.. Emnerne er bredt inden for litteratur, historie og religion, bl.a. kvindeportrætter samt forfatterportrætter af bl.a. H.C. Andersen, Herman Bang, Karen Blixen, Kerstin Ekman, Thomasine Gyllembourg, Peter Høeg, I. P. Jacobsen, Selma Lagerlöf. Desuden holder jeg kulturhistoriske foredrag, f.eks. om Julen i det gamle Norden/ julens kulturhistorie samt om Brylluppets kulturhistorie (med eksempler fra biografier, litteratur og kunst).
I 2015 havde vi i Danmark 100 års jubilæum for kvindernes stemmeret. Jeg er i den sammenhæng naturligt nok optaget af at holde foredrag om min oldemor Jutta Bojsen-Møller, som var en af de helt centrale skikkelser i den tidlige kvindebevægelse. Det kan næppe undre nogen at jeg er stolt over at være blevet opkaldt efter min navnkundige formoder.