Martin Luther og Katharina von Bora

-kirkeopgør, reformation og husligt fællesskab

 

Martin Luther blev født 1483 i Eisleben, hvor hans far var en driftig entreprenør, som havde store drømme om sin begavede ældste søns karriere. Martin skulle læse til jurist og løfte familien op i embedsstanden. Den unge mand tog grunduddannelsen; men hans interesser lå mere i retning af teologi, følsom og religiøst søgende, som han var. Et voldsomt tordenvejr under en rejse gjorde udslaget. Han aflagde et løfte til Sct. Anna om, at han ville gå i kloster, hvis han overlevede. Dette løfte holdt han til sin faders store fortrydelse.

Han afbrød jurastudierne, sagde farvel til den verdslige verden og blev optaget i den lærde augustinereremitterorden i klosteret i Erfurt. Her studerede han Bibelen med stor iver og kæmpede en eksistentiel kamp for at finde fred med sin Gud, at nå ind til den nådige side af Guds væsen. Han satte alt ind på sin sjæls frelse og blev en nidkær munk. I 1508 blev han sendt til i Wittenberg. I 1511 flyttede han permanent dertil og var med til at give byens universitet dets reformvenlige profil og gøre det til et af de toneangivende universiteter i Europa.

Luther fandt dog ikke den eksistentielle fred, han stræbte sådan efter, og gennem sine studier af Paulus erkendte han, at mennesket ikke kan gøre sig fortjent over for Gud, men troen alene frelser: at den retfærdige skal leve af tro, og at mennesket dermed er sat fri. Dette førte ham til et radikalt opgør med den katolske kirke, et brud der blev forstærket af, at han betonede, at alle mennesker er præster – er lige over for Gud. Luther udgav en række skrifter, som underbyggede hans indsigt, og fra omkring 1517, hvor han publicerede de berømte 95 teser, blev han den ledende skikkelse i reformationsbevægelsen, som satte Nordeuropa på den anden ende.

I 1525 giftede reformatoren Luther sig med adelskvinden Katharina von Bora, kaldet Käthe. Hun var 24 år gammel og havde i en årrække været nonne i cistercienserklosteret Nimschen; her havde hun levet et disciplineret liv som Kristi brud i kontemplation med bøn, Bibelstudier og salmesang. Men inspireret af Luthers skrifter, hans kritik af den katolske kirke og hans tanker om et kristen menneskes frihed flygtede hun i 1523 fra klosteret sammen med elleve andre nonner til doktor Luther i Wittenberg.

Det vakte i vide kredse forargelse, at en tidligere munk og en bortløben nonne således indgik ægteskab. Luther spøgte selv med, at det bestemt ikke generede ham at irritere både paven og Djævelen; om end det var en stor beslutning for ham at stifte familie, fordi han var bandlyst af paven og dermed havde kætterdøden hængende over hovedet som en konstant trussel. Men ægteskabet blev lykkeligt; doktor Luther og hans Käthe levede kærligt og hengivent sammen.

Käthe blev den energiske og myndige husfrue i Det sorte Kloster, hvor parret boede med deres seks børn samt et stort hushold bestående af slægtsmedlemmer, tyende, universitetsstuderende på kost samt mange tilrejsende gæster, som blev i dagevis. Ofte var der ved middagsbordet 30-40 munde at mætte. Det tidligere augustinereremitterkloster blev det centrale mødested for den reformatoriske bevægelse.

Det var Käthe, som var den praktiske leder af Luthers husholdning; hun stod også for familiens økonomi, og med tiden blev de ret velhavende. Luther selv var travlt beskæftiget med sit reformatoriske arbejde, og han beundrede sin hustru, - Mein Herr Käthe som han spøgende kaldte hende - for hendes driftighed og økonomiske sans. Hun var i gang fra tidlig morgen til sen aften. Ved siden af at være madmor i en stor selvforsynende husholdning drev hun et større landbrug med to gårde og et bryggeri. Ægteparret ramtes også af den store sorg: at miste to af deres børn, datteren Elisabeth der kun blev 8 måneder, og Luthers øjesten, Magdalena, der døde som 12-årig.

Væsentlige kilder til Katharina von Bora og hendes samliv med Luther er Tischreden, bordsamtaler fra det lutherske hjem, samt breve fra Luther. I bordsamtalerne møder vi en selvstændig hustru, som har sin egen stemme ved bordet, også om teologiske spørgsmål. I brevene møder vi en hengiven ægtefælle, som diskuterer stort og småt med sin hustru, og som betror hende alt. Han giver hende de kærligste navne: Allerheiligst Frau Doktorinn, Mein Morgenstiern in Wittenberg, Mein Herzliebe, og han driller hende med hendes konstante bekymringer for hans helbred og sikkerhed.

Katharina von Bora blev Luthers klippe. Deres familieliv inspirerede hans tanker om ægteskabet og familiens centrale betydning for et kristent menneske, der bør dyrke Gud i kald og stand. I det lutherske Nordeuropa blev parret et forbillede for præstegårdskulturen i sognene samt for det huslige samliv mellem mand og kone, baseret på et hierarkisk, men ligeværdigt partnerskab, hvor man gensidigt støttede hinanden.

 

 

 

Jutta Bojsen Møller – en fortælling om min oldemor og kampen for kvindernes stemmeret

 

Jutta Bojsen Møller eller ”Mor Jutta”, som hendes tilhængere yndede at kalde hende, var en af Danmarks stærke forkæmpere for kvindesagen.

Hun blev født i 1837, og som traditionen foreskrev det, fik hun ingen formel uddannelse, men blev gift som 20 årig med den 23 år ældre sognepræst F.D. Møller, og hun fødte 11 børn, hvoraf 3 døde som små. Som præstekone blev hun særdeles aktiv: var forsanger i kirken, tog på sygebesøg med sin mand og samlede sognets unge piger til højtlæsning og håndarbejde. I en årrække var hun højskolemor på grundtvigske højskoler, og dette var baggrunden for, at hun i 1894 blev opfordret til at blive formand for Dansk Kvindesamfund.

I sin lange formandsperiode frem til 1910 rejste Jutta Bojsen Møller Danmark tyndt for at oprette nye kredse og for at agitere for ”lige Ret for Mand og Kvinde”, og det blev hurtigt klart at hun havde politisk tæft og en evne til at få folk i tale. Med sin karismatiske udstråling tryllebandt hun folk, når hun steg op på talerstolen.  Desuden gik hun efter målet, da Dansk Kvindesamfund tog stemmeretten på programmet og lod sig ikke gå på af interne uenigheder om strategien.  I vanskelige forhandlinger udviste hun politisk tæft og en god portion snuhed, og hun formåede at gyde olie på vandene og at få modsætninger til at mødes. Hun tilhørte samtidig pionergenerationers forsigtige og konsensussøgende holdning. Nej, kvinderne forlod ikke de hjemlige kødgryder, og hjemmet ville ikke blive en kampplads. Meget sigende blev et af hendes mottoer: ”Vær Kvinde og ikke Mand. Følg dit Hjerte og Brug din Forstand”.

”Mor Jutta” var en markant, samlende førerskikkelse i den tidlige kvindebevægelse. Hun blev det strålende midtpunkt i kvindernes valgretstog, d. 5.juni 1915, hvor over 12.000 kvinder gik i optog gennem København for at fejre, at de var blevet myndige medborgere.

 

Agnes Henningsen – en let gang på jorden

 

Agnes Henningsen var barn af det moderne gennembrud, en gruppe borgerlige intellektuelle og kunstnere, som med Georg Brandes i spidsen kritiserede det gamle samfunds værdier og satte spørgsmålstegn ved kvindens rolle som "englen i huset". De krævede også en kritisk, engageret digtning.

Agnes Henningsens liv og forfatterskab var en lang kamp mod samfundets dobbeltmoral. Hun skrev også i sine tidlige romaner stærkt selvbiografisk, og det samlende tema er kærlighed. For hende er kærligheden også den sanselige side, og kvinderne i hendes forfatterskab er ikke frigide hysterikere eller passive selvudslettende kvinder, spærret inde i ægteskabets snærende bånd. Det er frie kvinder, som forener arbejder, moderskab og kærlighed, og i følge Agnes Henningsen er kvinderne kærlighedens præstinder.

Hun var ikke optaget af politik eller kvindesagen, og hun klædte sig ikke som en blåstrømpe, men gik i flotte kjoler og med store hatte. Samtiden så hende som en pikant og letsindig kvinde, hvis frækhed ingen grænser havde. Hun ønskede selv "en let gang på jorden", og det var for hende ensbetydende med en varm, munter indstilling til livet. Dette blev det gennemgående motiv i hendes 8 binds erindringsværk, som hun skrev i 194oerne, da hun selv var i halvfjerdserne.

Disse erindringer gjorde hende kendt og elsket i befolkningen, og min fortællingen vil især fordybe sig i de tre første bind, hvor man møder et varmt og åbent menneske, som møder verden med opspærrede øjne.
 

 

Bryllup - en fortælling om brylluppets kulturhistorie

At holde bryllup er en væsentlig højtid i et menneskes liv. Snart sagt i alle kulturer er det blevet fejret som et af livets mest betydningsfulde overgangsritualer.

I det gamle traditionsbundne landsbysamfund arrangerede slægten ægteskabet mellem to unge, jo højere velstillet man var , desto mere var det magt, status og økonomisk soliditet som kom i betragtning ved valg af fremtidig ægtefælle. Aftalerne blev skriftligt nedfældet ved trolovelsen, og selve brylluppet blev det festlige vidnesbyrd på denne kontrakt over for landsbyfællesskabet. Brudeparret gik i optog gennem landsbyen, det såkaldte ”brudeløb” /bryllup, og på den måde blev ægteskabet kundgjort for alle og enhver.. Festen afsluttedes med at bruden blev danset ind i de gifte koners rækker, og hun fik konehue på, tegnet på den gifte kones værdighed.

I dag vælger de unge selv deres livsledsager, og bryllupsfesten er parrets private fest for familie og venner. Men de romantiske bryllupsritualer blomstrer som aldrig før, - i en skøn blanding af gammelt og nyt.

I mit foredrag vil jeg følge det væld af skikke som igennem tiden har samlet sig omkring brylluppet - ikke mindst omkring bruden og hendes fremtræden, skikke som i begyndelsen var afgørende for brudeparrets fremtidige lykke. Denne kulturhistoriske rejse vil blive krydret med historiske og litterære eksempler fra vikingetiden op til i dag.

 

 

Eline Boisen – en fortælling om min tipoldemor

                             

Eline Boisen var præstekone i midten af forrige århundrede. Hun ville som så mange andre almindelige mennesker for længst være gået i glemmebogen, hvis ikke hun i de sidste 15 år af sit liv havde skrevet 48 stilehæfter fulde om sin livsfortælling. - Smertefulde og ærlige erindringer om hendes følelser og tanker, om mennesker hun havde mødt og om hendes stormfulde ægteskab.

Da erindringerne blev udgivet i 1985 vakte de uhyre opmærksomhed, ikke mindst fordi man som læser får et kik ind i dagligdagen, som den formede sig for halvandet hundrede år siden.

Eline Boisen kom fra et dannet, borgerligt miljø, og som præstekone befandt hun sig på den øverste

del af den sociale rangstige; men det meste af sit voksenliv gik hun klædt som bondekone og delte livsvilkår med almuekvinderne. Fra 1835 til 1854 fødte hun 11 børn, hvoraf tre døde som små. Erindringerne giver indblik i en barsk kvindeverden.

I det hele taget får vi gennem erindringerne et omfattende billede af Danmarkshistorien i midten af forrige århundrede med vækkelsesbevægelser, kampen for danskheden i Slesvig, den grundlovgivende rigsforsamling, grundtvigianismen, den tidlige højskolebevægelse, alt sammen set fra bagscenen, fra kvindernes verden.

Eline Boisen er født d. 27.juli 1813. I 2013 er det dermed200 år siden, og der vil derfor være en god grund til at fejre hende. Hun er i øvrigt født samme år som sin ungdomsven, Søren Kierkegaard.

 

 

Grundtvig og Marie – den korte kærlighedslykke på Rønnebæksholm

 

I efteråret 1845 traf Grundtvig første gang Marie Toft, da hun aflagde ham et visit i hans hjem på Vimmelskaftet. Han var på det tidspunkt 62 år gammel, havde siden 1818 været gift med sin Lise, den blide, fromme provstedatter fra Gunslev på Faster. Marie var 30 år yngre end Grundtvig; hun havde styret Rønnebæksholm som enke i snart 5 år, idet hendes mand, Harald Toft, døde af brystsyge i 1841. Hun var på egnen kendt for at være en selvstændig kvinde, der gik sine egne veje, ikke blot som en nytænkende godsejer, men også som en aktiv skikkelse i egnens vækkelsesbevægelse. For dem begge blev mødet skelsættende. Grundtvig var stærkt opildnet over at møde en kvinde som kunne give ham svar på tiltale.
Deres kærlighedslykke blev kort; men for Grundtvig blev mødet med Marie til en dyb digterisk inspiration, og hendes eksistens cementerede hans opfattelse af at kvinden stod for det sandt menneskelige.
Dette foredrag kan kombineres med en heldagsudflugt med bus til Grundtvig og Maries Sydsjælland: Udby, Rønnebæksholm, Bregentved, Gisselfeldt og Gammelkøgegård, hvor jeg fortæller undervejs.

Grundtvigs kvindesyn og kvinderne i Grundtvigs liv

 

Grundtvig var romantiker i sit syn på kvinden: Han hyldede den danske kvinde i sange og salmer, og kvinden og kærligheden var for ham næsten identiske størrelser, nærmere Gud end den fornuftsprægede mand. Men i modsætning til mange af sine samtidige førte dette ophøjede kvindebillede ikke til en reel nedvurdering af kvinden i det samfundsmæssige liv. Grundtvig kæmpede for kvindernes ligestilling i det sociale liv og kritiserede i kirkelig sammenhæng , at det kvindelige aspekt i kristendommen var blevet stærkt nedtonet i en patriarkalsk kirketradition.
Mit foredrag vil tage udgangspunkt i Grundsvigs kvindesyn; og jeg vil herud fra fordybe mig i en fortælling om kvinderne i Grundtvigs liv - ikke mindst:
- hans mor, den myndige Cathrine Marie Bang
- hans amme, Malene Jensdatter som lærte ham almuens fortælle- og sangtradtition, og som var med til at give hans digtning en særegen sjællandsk tone.
- hans tre koner: Elise, Marie og Asta. Især det korte ægteskab med Marie Toft, godsejerinden fra Rønnebæksholm. Her får vi et indblik i et usædvanligt lykkeligt kærlighedsforhold mellem to ligeværdige, stærke personligheder, et ægteskab som taler direkte til os i dag.
 
 

 

HERMAN BANGS ROMAN TINE - OG KRIGEN 1864

 

Hermans Bangs krigs- og kærlighedsroman Tine fra 1889 er et mesterværk i impressionistisk og reportagelignende fortællekunst. Herman Bang kæder heri den store politiske historie om ”Saarfeberen fra Dybbøl” sammen med den lille historie, så vi som læsere føler at vi er midt i begivenhedernes centrum under den for Danmark så katastrofale og meningsløse krig om hertugdømmerne Slesvig-Holsten i 1863-64. Vi følger degnedatteren Tine fra Asserballe på Als i de dramatiske måneder, hvor de danske tropper trak sig tilbage fra Dannevirke til skanserne ved Dybbøl. Bang skildrer Tines forelskelse i skovridder Berg, og hendes skæbne væves tæt sammen med krigens grusomme udvikling. Romanens kulminationspunkt er stormen på Dybbøl, hvor prøjserne skød skanserne i grus med tusindvis af granater, og hele øen synes at stå i flammer.

Herman Bang stammede selv fra præstegården i Asserballe, og han skrev Tine til erindring om sin moder. I sit forord skriver han: ”…den fortælling er groet i mit sind ved mindet om dig og det sted, hvor du fødte mig.” Den godhjertede og omsorgsfulde Tine føjer sig til Hermans Bangs mange fine kvindeportrætter af ”stille eksistenser”, blide og drømmende kvinder som kommer til kort i en verden, hvor mere barske realiteter tæller.

 

 

Islams kvinder – skildret af Henny Harald Hansen

 

Den kendte etnograf Henny Harald Hansen er en af de få, som er kommet ind bag islams slør, idet hun i flere perioder har levet i den lukkede kvindeverden i irakisk Kurdistan, i Iran og på Bahrein. Det har hun skrevet om i populære rejsebøger og i videnskabelige afhandlinger, som fokuserer på kvindernes dragter.

Jeg lærte hende at kende i slutningen af 8oerne, da jeg interviewede hende til Danmarks Radio. Hun fortalte levende om sit liv, og jeg blev stærkt fascineret af denne vitale kvinde, som på det tidspunkt var knap 90 år. Dette møde danner udgangspunkt for mit foredrag, hvor jeg vil gå i dybden med Henny Harald Hansens liv blandt de muslimske kvinder. Det bliver også en fortælling om en stærk kvindeskikkelse, som har levet med i hele dette århundredes kolossale omvæltninger, og som selv har foretaget nogle spring på tidspunkter, hvor vi andre tænker mere på pensionen.

Samtidig handler foredraget om islam og om kvindens stilling i følge Koranen, og som det praktiseres i forskellige muslimske lande. Der vil også blive mulighed for at diskutere de muslimske indvandreres situation her i Danmark, om mødet mellem en traditionsbundet og stærk familieorienteret kultur og vores vestlige, individorienterede kultur.

Leonora Christina Ulfeldt – en lærd renæssancekvinde

 

Leonora Christina var Christian IV´s yndlingsdatter, således beskriver hun i hvert fald selv sit forhold til sin far. Hun var i en årrække rigets førstedame, mens hendes mand Corfitz Ulfeldt var rigets førsteminister. Han blev som bekendt siden dømt som landsforræder, og Leonora Christina selv sad fængslet i Blåtårn på Københavns Slot i 22 år. Men hun lod sig ikke kue, brugte derimod tiden til at skrive, og hendes skildring af fængselsopholdet, Jammers Minde, er en klassiker i dansk litteratur. Før det dansk skriftsprog var ordentligt udviklet, skrev hun på dansk dramatisk og detaljeret om sit 22 år lange fængselsophold. Hun lader sin læser følge sig, fra hun ankommer i den uhumske arrest, og til hun gennemløber sin religiøse krise, som ikke blot giver hende imod og styrke til at udholde de mange års indespærring, men som også giver hende kræfter til at skrive. Min fortælling vil dreje sig om hendes skrifter, og herud fra vil jeg tegne et billede af en lærd renæssancekvinde i 16oo-tallets Danmark.

 

Marie Grubbe – en dansk adelskvindes skæbne, historisk og i digternes fortolkning

Marie Grubbe er en adelskvinde fra 1600-tallet. Hun blev født i midten af 1640´erne på Havreballegård ved Århus. Hendes forældre var lensmand Erik Grubbe og Maren Juul; Maren Juul fødte sin mand i alt 6 børn, hvor af de 4 ældste sønner døde som små.

Børnedødeligheden var stor i 1600-tallet, også i de højere stænder, og kun to piger overlevede i Grubbe-familien, Anne Marie og Maren eller Marie, som vores hovedperson også blev kaldt. Maren Juul døde, da pigerne var små, og opdragelsen af børnene blev overladt til husholdersken, en fjernere slægtning til Erik Grubbe. Første gang Marie Grubbe optræder i historiske kilder er i et bryllupsdigt fra hendes eget bryllup med Christian IV´s søn, Ulrik Frederik Gyldenløve, d.16.december 1660.

Hun fik et dramatisk og omtumlet liv - fra samfundets top til samfundetbund i et stærkt standsinddelt samfund, og hendes historie fascinerer os stadigvæk. Dette skyldes også, at fortællingen om hende er holdt levende af flere af vores betydeligste digtere, som hver især fortolker hendes skæbne ud fra deres egen tid.

Det drejer sig om:

  • Ludvig Holberg i en epistel nr. 89 (1748) om “selsomme Ægteskaber”, hvor han skildrer sit møde med Marie Grubbe, da hun er færgekone ved Grønsund på Falster.
  • H.C.Andersen i eventyret Hønse- Grethes Familie (1869).
  • Steen Steensen Blicher i romanen Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog (1824), hvor hovedpersonen Sophies skæbne er bygget over Marie Grubbes liv.
  • I.P. Jacobsen i den naturalistiske roman: Fru Marie Grubbe. Interieuerer fra det syttende Aarhundrede (1876).
  • Juliane Preisler i romanen: Kysse Marie. En historie om Marie Grubbe (1994).
  • Lone Hørslev: Dyrets år (2014)

I min foredrag vil jeg tage udgangspunkt i en fortælling om den historiske Marie Grubbe, om hendes ægteskab med Ulrik Frederik Gyldenløve, og hvordan det siden gik hende. Derefter vil jeg præsentere de litterære fortolkninger af hendes skæbne, fiktive værker som hver især er præget af den tid de er skrevet i.

 

 

 

Selma Lagerlöf

Sveriges store digter voksede op i det fattige Värmland på slægtsgården Mårbacka i et traditionsbundent bondesamfund. Et væsentligt digterisk stof for hende var Värmlands natur, historie, folketroen, menneskene og ikke mindst den nære familie på slægtsgården, som tidligt gled familien af hænde.

Længslen efter barndommens tabte land er et centralt tema i forfatterskabet. Det er samtidig en længsel efter den førmoderne tid; men samtidig med dette engagerede hun sig som barn af den moderne tid i kvindens stilling og i socialismen.

Selma Lagerlöfs store forfatterskab rummer romaner, noveller, eventyr, fortællinger og erindringer, og som digter skriver hun på sin helt egen måde, idet hun blander romantik, realisme, 1890ernes symbolisme med almuens magiske fortællekunst.

I mit foredrag vil jeg tage udgangspunkt i hendes erindringsværker og derefter præsentere hendes forfatterskab, bl.a. Gøsta Berlings Saga(1891), Herr Arnes penge (1903), Jerusalem (1900-1901) og Niels Holgersen vidunderlige rejse gennem Sverige (1906-1907)

 

Vilde svaner - Tre døtre af Kina

Jung Changs internationale bestseller Vilde Svaner fra 1991 fortæller Kinas historie fra det gamle feudalsamfund til det kommunistiske Kina. Vi følger tre generationer af kvinder i dette århundrede: bedstemoderen Yu-fang, moderen De Hong og datteren Jung Chang.

Da Jung Changs bedstemor blev født i 1909, sang det gamle kinesiske kejserrige sin svanesang; men hendes barndom og ungdom var inkarnationen af kvindens stilling det gamle Kinas historie. Som lille fik hun sine fødder snøret ind, fordi liljefødder blev anset for at være henrivende, og som 15-årig blev hun solgt som konkubine til en midaldrende general. Men hermed blev hendes skæbne ikke beseglet, og i løbet af sit liv kom bedstemoderen til at opleve en ufattelig omskiftelig tilværelse. Hun levede i et århundrede med skiftende krigsherrer, japansk besættelse, der efter 2.verdenskrig afløstes af en blodig borgerkrig med kommunisterne som sejrherrer. Moderen De Hong blev allerede som ung forkæmper for det ny kommunistiske Kina, og hun engagerede sig især i en forbedring af kvindens stilling. Men også hun kom til at opleve modgang kulminerende med Kulturrevolutionens smædekampagner mod hende og hendes mand. Datteren Jung Chang var som purung rødgardist; men i Vilde svaner fortæller hun om, hvordan hendes drøm om et paradis på jorden blev knust. Kulturrevolutionen blev begyndelsen til ufattelig rædsel for millioner af kinesere med terror, forfølgelser og mord.

 

Jung Chang arbejdede under Kulturrevolutionen som landarbejder, stålarbejder, barfodslæge, inden hun fik tilladelse til at læse engelsk på universitetet. I 1978 fik hun et stipendium i England; her bosatte hun sig og opnåede en PhDgrad i 1982. I 1988 besøgte hendes mor hende og fortalte om sin mors og sit eget liv, og Jung Chang besluttede sig herefter at skrive sit gribende vidnesbyrd om 3 kvinders liv og drømme i et barskt samfund i kolossal forandring.

Jeg vil i mit foredrag fortælle deres historie og kæde det samme med baggrundsstof om kvindens stilling og Kinas historie.

 

Jul i det gamle Norden / julens kulturhistorie/  jul i guldaldertidens Danmark

Juleblótet var den største offerfest i løbet af året i det gamle Norden. Festen lå i den mørkeste tid, på det tidspunkt hvor man med det blotte øje kunne se, at dagene blev længere, o. 13. januar. Man spiste og drak og festede sammen med guderne og forfædrene i flere dage. Det var slægtsgilder, sammenskudsgilder med mængder af svinekød, sødgrød og hvedekager, og så drak man stærkt, sødt øl af store drikkehorn. Når ølhornet gik rundt i kredsen, sagde hver enkelt: "Godt år og fred".

I julen herskede fred; det var utænkeligt at føre fejder. Man tog desuden varsler af fremtiden under julefesten, for de gamle nordboer vidste, som alle andre naturfolk, at det er i den hellige fest, at fremtiden skabes, og at fællesskabet etableres på ny.

Med dette som udgangspunkt vil jeg fortælle om julens kulturhistorie og dens mange traditionslag: om juletræ, julemand, nisser, gavegivning osv. Selvfølgelig vil jeg også berøre, hvordan det gik til, at julen blev flyttet fra d.13.januar til d. 25.december - fortællingen om det lille fredsbarn fra Betlehem, som viste sig at være en stærkere konge end Thor.

 

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk