Grundtvig og Marie Toft – den korte kærlighedslykke

 

Marie Toft var sin helt egen. For Grundtvig blev mødet med hende skelsættende. Hun opsøgte ham i 1846 for at drøfte religiøse spørgsmål; de forelskede sig i hinanden, og deres forhold er i dag kendt i Danmark som en af 1800-tallets store kærlighedshistorier. Parret giftede sig i 1851; men efter kun tre års ægteskab døde Marie i barselsseng, d. 9. juli 1854. Fødslen var egentlig gået godt, og drengen var stor og livskraftig; men Marie kunne ikke amme sit barn, så hun fik brystbetændelse. Denne udviklede sig til en byld, betændelsen i blodbanerne og endte med at blive en dødelig blodforgiftning. I 1800-tallets midte var det moderne lægevæsen kun i sin vorden; man kendte ikke til bakterier, og mange kvinder døde i barselsseng.

Grundtvig besang sin Marie i viser og skrifter, både mens hun levede og efter hendes død, og han hyldede hende i bedste folkevisestil som den kloge, stolte og højmodige adelsfrue, der kunne tale ligeværdigt med høj og med lav, og som var klogere til at styre et gods, til at tale om politik og kristendom end hvilken som helst mand. - Grundtvig nød at sidde med døren på klem til Maries bibliotek og lytte til hendes samtaler med bønder og husmænd, hvordan hun i stive klokketimer kunne diskutere med dem på den mest hjertevarme måde. Han blandede sig ikke i hendes anliggender og havde i øvrigt heller ikke myndighed til det, for Marie havde sørget for at få særeje, da hun giftede sig med denne uformuende og 30 år ældre mand. - Parret indgik på Maries foranledning en ægtepagt, hvor der intet formue- eller ejendomsfællesskab skulle være imellem dem, og de skulle heller ikke arve hinanden.

Marie Toft var blot 41 år, da hun døde; men i løbet af sit korte liv nåede hun at sætte mangt og meget i værk. Hun blev født d. 4. august 1813 på Gammelkjøgegaard som andet barn af en søskendeflok på fire. Storebroderen Hans Carlsen Lange kom på Sorø Akademi, mens de tre søstre, Marie, Jutta og Franziska, blev undervist derhjemme af en huslærer. Faderen, Christen Carlsen Lange, døde da Marie var 6 år, og moderen, Else Margrethe Carlsen, styrede godset i en årrække, indtil sønnen kunne overtage det. Igennem sin bror traf Marie cand.jur. Harald Toft. De giftede sig i 1840, og for sin fædrene arv købte Harald Toft den noget forfaldne hovedgård Rønnebæksholm ved Næstved med tilhørende knap 800 tønder land ager og skov. Harald havde imidlertid forinden pådraget sig en alvorlig brystbetændelse på en længere udenlandsrejse, og han døde d. 24.november 1841, et lille års tid efter at han og Marie var flyttet ind på godset. Den unge godsejerenke stod herefter for at styre bedriften og det store folkehold, og tre måneder efter Haralds død fødte hun en lille pige, som fik navnet Haralda.

På den tid var den gifte kvinde umyndig, både personligt og juridisk, med mindre hun blev enke og ikke giftede sig igen. Som enke fik kvinden fuld råderet over eventuelle besiddelser. Hun skulle ganske vist have en rådgiver, en såkaldt lavværge; denne kunne hun dog ansætte eller afskedige efter behag. Da Marie Toft efter 10 års enkestand giftede sig med Grundtvig, overgav hun godset til datteren, men fortsatte med at have myndighed til at styre det, så længe hun levede.

Marie Toft lagde ikke skjul på, at arbejdet som selvstændig godsejer passede hende særdeles godt. Hun iværksatte det store arbejde med ombygningen af Rønnebæksholms hovedbygning; den blev efter nyeste historicistiske mode holdt i gotisk middelalderstil med kamtakkede kviste og en indgangsportal, der lignede et våbenhus. Hun rationaliserede driften, afskaffede hoveriet og arbejdede for sine fæstebønders med overgang til selveje. Halvdelen af godsets jorde var skovbevokset; som sin far elskede Marie at færdes i de store skove, og hun anlagde nye plantager, deriblandt Fruens Plantage på Mogenstrup Ås. I 1852 påbegyndte hun opførslen af et lille digterhus i et hjørne af parken; det var hendes ønske at Grundtvig her skulle få fred til at digte, og at de her sammen kunne være uforstyrrede. Det blev en rødstensbygning i renæssancestil, et miniatureslot som tragisk nok først blev indviet kort efter Maries død.

Ydermere engagerede hun sig i den gudelige forsamlingsbevægelse, som var stærk på egnen; det var en pietistisk vækkelsesbevægelse, som lagde vægt på den enkeltes personlige omvendelse og inderlige fromhedsliv. Ved Harald Toft dødsleje blev hun sammen med sin mand grebet af denne pietistiske kristendom, som hendes barndoms præst Joakim Willemoes forkyndte for dem. Herefter begyndte hun at holde husandagter på Rønnebæksholm i et større kælderrum i hovedbygningen, og mange mennesker fra egnen samledes her til salmesang og Bibellæsning. Det var egentlig kun tænkt som husandagter for godsets ansatte; det var nemlig på den tid ikke lovligt at forsamles for flere uden den lokale øvrigheds overopsyn, og Marie nærede ingen ønsker om at blive en lægprædikant, endsige lægge sig ud med øvrigheden. Men hun kom som øverste ansvarlig i biskoppens søgelys, uden at det dog førte til retslig indgriben. Marie holdt også jævnligt konventer med egnens præster for at diskutere religiøse spørgsmål, ivrigt optaget som hun var af dybe eksistentielle spørgsmål. Ofte var familierne med og boede på godset i flere dage. En af de hyppige gæster var præstekonen Eline Boisen, og i sine erindringer skildrer hun, at Marie var en kæk og meget begavet kvinde, der frit og ubesværet udfoldede sig i mændenes kreds. Mens den lige så begavede Eline pænt måtte tie til de selskabelige sammenkomster på Rønnebæksholm og drikke te med damerne, kunne hun med slet skjult misundelse iagttage, hvorledes værtinden veloplagt vandrede op og ned ad gulvet med hænderne på ryggen, engageret diskuterende med herrerne.

Derfor var det også naturligt for Marie at opsøge Grundtvig i midten af 1840erne; hun ønskede at drøfte religiøse anliggender med ham på et tidspunkt, hvor hun var begyndt at tvivle på, om den pietistiske vækkelsesbevægelses skelnen mellem de hellige og de fortabte var sand kristendom for hende. Det var hende, der var den søgende, og mødet med Grundtvig gav hende en ny retning. Hun blev en del af hans store menighed i Vartov, og hun lagde den pietistiske vækkelse bag sig. Siden hen engagerede hun sig ved hans side i kampen for danskheden samt for bøndernes myndiggørelse. Parret havde store planer om at bygge en bondehøjskole på Rønnebæksholms jorde, og da Grundtvig fyldte 70 i 1853 overrakte venner fra Danmark og Norge ham et gave brev på 7000 rigsdaler til en højskole, som skulle bære hans navn. Denne højskole kom ikke til at ligge på Rønnebæksholm; dette projekt satte Maries død i barselsseng en brat stopper for. Men i 1856 indviedes højskolen i København, og den fik også hendes navn: Grundtvigs højskole i Marielyst.

Marie var Grundtvigs store kærlighed; han følte at gennem den korte kærlighedslykke med ”denne vidunderlige Frue[1] fik han et glimt ind i Paradiset.

Grundtvig gav Marie et ståsted i sin menighed i Vartov efter hendes brud med vækkelserne. HUN gav HAM en vision om, at nu er tiden inde til, at kvinden skal bruge sine evner uden for hjemmet. Han beundrede grænseløst sin hustrus evner til at styre et gods. Grundtvig nåede til den konklusion, at grundmennesket er kvinden. Kvinderne står for det sandt menneskelige. Et samfund går til grunde, hvis det ikke aktivt inddrager kvinderne. Dette inspirerede uden tvivl grundtvigske kvinder og mænd til i de kommende årtier at kæmpe for kvindens ligeberettigelse i samfundet samt at gå aktivt ind i kampen for kvindernes stemmeret.

 

[1] Fru Maries Bautasteen ved Rønnebæksholm, trykt i tidsskriftet Dannebrog, d. 25. August 1855, her fra Nik. Fred. Sev. Grundtvigs udvalgte Skrifter ved Holger Begtrup, tiende bind (1909), s.36.

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk